Indledning Påkaldelse Mantra 1 Mantra 2 Mantra 3 Mantra 4 Mantra 5 Mantra 6 Mantra 7 Mantra 8 Mantra 9 Mantra 10 Mantra 11 Mantra 12 Mantra 13 Mantra 14 Mantra 15 Mantra 16 Mantra 17 Mantra 18

MANTRA SYV

yasmin sarvani bhutany atmaivabhud vijanata tatra ko moha ka soka ekatvam anupasyata

OVERSÆTTELSE

Den, der udelukkende ser alle levende væsener som åndelige gnister, ét i kvalitet med Herren, er i virkeligheden vis, og ser alting i det rette lys. Hvad kan da bekymre ham eller bringe ham i illusion?

KOMMENTAR

Bortset fra madhyama-adhikari'en og uttama-adhikari'en, der blev beskrevet i det foregående vers, kan ingen rigtigt forstå et levende væsens åndelige position. Ligesom en gnist i kvalitet er ét med ilden, er det levende væsen også kvalitativt ét med den Højeste Herre. I kvantitet er en gnist dog ikke ét med ilden, for den mængde lys og varme, der findes i en gnist, er langt mindre end den, som findes i ilden.

Maha-bhagavata'en, dvs. en ren hen given, ser enhed i den forstand, at han ser alting som den Højeste Herres energi. I den forstand er der enhed, eftersom der ingen forskel er på energien og energiens kilde. Selv om lys og varme fra et analytisk synspunkt er forskellig fra ild, har ordet 'ild' ingen mening uden lys og varme. I en bredere forstand er lys, varme og ild derfor det samme.

Ordene ekatvam anupasyata antyder i dette matra, at man udfra de åbenbarede skrifters anvisninger bør se enheden mellem alle levende væsener. Den højeste helheds (Herrens) individuelle partikler besidder næsten 80 procent af helhedens kendte egenskaber, men i kvantitet er de langt fra lig med den Højeste Herre. Det levende væsen besidder disse egenskaber i en lille mængde, eftersom det er en lille uadskillelig del af den højeste helhed.

Eller ifølge en anden sammenligning kan saltet i en dråbe vand aldrig måle sig med hele havets saltmængde, men kvalitativt har saltet, som er indeholdt i dråben, den samme kemiske sammensætning som saltet i hele havet. Hvis det individuelle levende væsen var både kvalitativt og kvantitativt lig med den Højeste Herre, kunne han umuligt blive underlagt den materielle energis indflydelse. I de tidligere mantra'er er det allerede blevet forklaret, at ingen levende væsener - end ikke de kraftfulde halvguder - i nogen henseender kan overgå det Højeste Væsen.

Derfor betyder ekatvam ikke, at det levende væsen i alle henseender er den Højeste Herres ligemand. Det angiver imidlertid, at der i videre forstand er enhed i interessen mellem dem, på samme måde som alle medlemmerne i en familie har samme interesse, eller lige som der i en nation hersker én national interesse, selv om der er mange forskellige individuelle indbyggere i landet. Eftersom de levende væsener alle er medlemmer af samme højeste familie, er deres interesser og det Højeste Væsens interesse ikke forskellige.

Alle levende væsener er det Højeste Væsens sønner. Som det siges i Bhagavad-gIta (7.5), er levende væsener overalt i universet - inklusive fugle, krybdyr, myrer, fisk, træer osv. - udstrømninger fra den Højeste Herres marginale energi. De indgår der for alle i det Højeste Væsens familie. Der hersker således ingen interessekonflikt imellem dem.

Som det siges i Vedanta-sutra (1.1.12): ananda-mayo 'bhyasat; de levende væsener er til for at nyde. Alle levende væsener inklusive den Højeste Herre og hver eneste af Hans dele er af natur og beskaffenhed tilsigtet evig nydelse. De levende væsener, der er indespærrede i den materielle verden, søger konstant nydelse, men de søger den på det forkerte plan.

Ud over det materielle plan er der det ndelige plan, hvor det Højeste Væsen nyder livet sammen med Sine utallige omgangsfæller. På dette plan er der ingen spor af materielle kvaliteter, og det kaldes derfor nirguna. På nirguna-planet er der aldrig konflikt om et nydelsesobjektet.

Her i den materielle verden foregår der en konstant konflikt mellem forskellige individuelle væsener, eftersom de mangler et passende midtpunkt for deres nydelse at samles om. Det virkelige midtpunkt for nydelse er den Højeste Herre, der er midt punkt i den ophøjede og åndelige rasa-dans. Det ligger i alles transcendentale interesse at slutte sig til Ham og sammen med Ham nyde livet fri for konflikter. Dette er den højeste platform for åndelige interesse, og så snart man erkender denne perfekte form for enhed, kan der ikke mere være tale om illusion (moha) eller sorg (soka).

En Gudløs civilisation opstår på grund af illusion, og resultatet af en sådan civilisation er sorg og elendighed. En Gudløs civilisation som den, de moderne politikere har ansvaret for, er altid fuld af ængstelse, for den kan blive knust hvert øjeblik, det skal være. Det er helt enkelt naturens lov. Som det siges i Bhagavad-gIta (7.14): Ingen andre end de, der overgiver sig ved den Højeste Herres lotusfødder, kan overvinde naturens strenge love. Hvis vi ønsker at blive fri for alle former for illusion og bekymringer og skabe samhørighed mellem alle de forskellige interesser, er vi derfor nødt til at centrere alle vore aktiviteter omkring Gud.

Følgevirkningerne af vore handlinger bør kun anvendes til det form l at tjene Herrens interesser og intet andet. Kun ved at tjene Herrens interesser kan vi forst den atma-bhuta-interesse, som nævnes her. "atma-bhuta-interessen, der omtales i dette mantra, og brahma-bhuta-interessen, der nævnes i Bhagavad-gIta (18.54), er en og den samme. Den højeste atma eller sjæl er Herren Selv, og den atomiske atma er det levende væsen.

Den højeste atma, Paramatma, opretholder alene alle de små individuelle væsener, idet Han ønsker at nyde deres kærlighed. Faderen ekspanderer sig gennem sine børn og opretholder dem for at nyde deres kærlighed til ham. Hvis børnene adlyder faderens vilje, foregår familielivet gnidningsløst med ders fælles interesse for øje, og en behagelig atmosfære vil blive resultatet deraf. Den samme situation er transcendentalt til stede i Parabrahmans (den Højeste Ånds) absolutte familie.

Parabrahman er lige så meget en person, som de individuelle væsener er det. Hverken Herren eller de levende væsener er upersonlige. Sådanne transcendentale personligheder er fulde af transcendental lyksalighed, viden og evigt liv. Dette er den virkelige situation i åndelig eksistens, og s åsnart man er fuldt bevidst om denne transcendentale situation, overgiver man sig med det samme til det Højeste Væsen, Sri Krishnas, lotusfødder.

Men en sådan mahatma, en stor sjæl, ses meget sjældent, for en transcendental erkendelse af denne art opnås først efter mange, mange liv. Har man imidlertid først opnået den, berøres man ikke længere af illusion og sorg, eller andre af den materielle tilværelses elendigheder som fødsel og død, hvilke vi alle oplever i vores nuværende liv. Det er de oplysninger, vi får fra dette mantra i Sri Isopanishad.