Indledning Påkaldelse Mantra 1 Mantra 2 Mantra 3 Mantra 4 Mantra 5 Mantra 6 Mantra 7 Mantra 8 Mantra 9 Mantra 10 Mantra 11 Mantra 12 Mantra 13 Mantra 14 Mantra 15 Mantra 16 Mantra 17 Mantra 18

MANTRA FEMTEN

hiranmayena patrena satyasyapihitam mukham tat tvam pushann apavrinu satya-dharmaya drishtaye

OVERSÆTTELSE

O min Herre, opretholderen af alting, Dit sande ansigt er skjult af Din blændende stråleglans. Fjern venligst denne tildækning og vis Dig for Din rene hengivne.

KOMMENTAR

I Bhagavad-gIta (14.27) forklarer Herren Sin personlige udstråling (brahmajyoti), dvs. den blændende stråleglans fra Hans personlige form, på følgende måde:

brahmano hi pratishthaham/ amritasyavyayasya ca SaSvatasya ca dharmasya/ sukhasyaikantikasya ca

"Jeg er grundlaget for den upersonlige Brahman, der er udødelig, uforgængelig og evig, og som er grundlaget for den yderste lykke."

Brahman, Paramatma og Bhagavan er tre aspekter af den samme Absolutte Sandhed. For nybegynderen er Brahman det aspekt, der er lettest at opfatte. De, der har gjort yderligere fremskridt, kan nå til erkendelsen af Paramatma, Oversjælen, og Bhagavan-erkendelse er den endelige forståelse af den Absolutte Sandhed. Dette bekræftes i Bhagavad-gIta (7.7), hvor Herren Krishna siger, at Han er den ultimative opfattelse af den Absolutte Sandhed: mattah parataram nanyat. Krishna er derfor kilden til brahmajyoti såvel som til den altgennemtrængende Paramatma. Senere i Bhagavad-gIta (10.42) forklarer Krishna endvidere:

atha va bahunaitena/ kim jnatena tavarjuna vishtabhyaham idam kritsnam/ ekamSena sthito jagat

"Men hvad er nytten af al denne detaljerede viden, Arjuna? Med et enkelt fragment af Mig selv gennemtrænger og understøtter Jeg hele dette univers."

Igennem Sin ene fuldstændige ekspansion, den altgennemtrængende Paramatma, opretholder Herren således den totale kosmiske skabelse. Han opretholder ligeledes alle manifestationer i den åndelige verden. Derfor tiltales Herren i dette Sruti-mantra i Sri Isopanishad som pushan, den yderste opretholder af alting.

Guddommens Personlighed, Sri Krishna, er altid fuld af transcendental lyksalighed (ananda-mayo 'bhyasat). Da Han for 5000 år siden fremstod i Vrindavana i Indien, forblev Han lige fra begyndelsen af Sine barndomslege transcendentalt lyksalig. At dræbe forskellige dæmoner som Agha, Baka, Putana og Pralamba var for Ham blot en fornøjelig adspredelse. I Sin landsby Vrindavana nød Han livet sammen med Sin mor, Sin bror og Sine venner, og når Han spillede rollen som fræk smørtyv, forårsagede sådanne bedrifter den højeste lyksalighed for alle i Hans selskab. Herrens berømmelse som smørtyv er ikke skændig, for ved at stjæle smør glædede Herren Sine rene hengivne. Alt det Herren gjorde i Vrindavana, gjorde Han for at glæde Sine venner der.

Herren udfører disse bedrifter for at tiltrække de kedelige filosofiske spekulanter og tilhængerne af det såkaldte hatha-yoga-system, der udøver akrobatik for at finde den Absolutte Sandhed. Om Herrens barndomsbedrifter, der udførtes i selskab med Hans legekammerater, kohyrdedrengene, siger Sukadeva Gosvami i Srimad-Bhagavatam (10.12.11):

ittham satam brahma-sukhanubhutya/ dasyam gatanam para-daivatena mayaSritanam nara-darakena/ sakam vijahruh krita-punya-punjah

"Guddommens Personlighed, som af jnani'erne opfattes som den upersonlige, lyksalige Brahman; som af hengivne i et tjenende forhold forherliges som den Højeste Herre, og som af verdslige personer regnes for et almindeligt menneske, legede med kohyrdedrengene, der først havde opnået deres ophøjede positioner efter mange livs fromme handlinger."

Herren er således altid engageret i transcendentalt kærlighedsfulde udvekslinger med Sine åndelige fæller i deres forskellige forhold til Ham i santa (neutralitet), dasya (tjenerskab), sakhya (venskab), vatsalya (forældreforhold) og madhurya (ægteskabelig kærlighed).

Eftersom det siges, at Herren Krishna aldrig forlader Vrindavana-dhama, kan man spørge sig selv, hvordan Han i såfald udfolder sin skabelse. Dette spørgsmål besvares i Bhagavad-gita (13.14-18): I Sin fuldstændige ekspansion som Paramatma, dvs. Oversjælen, gennemstrømmer Herren hele den materielle skabelse. Selv om Herren intet personligt har at gøre med materiens skabelse, opretholdelse og tilintetgørelse, foranstalter Han alt dette gennem Sin fuldstændige ekspansion, Paramatma. Alle levende væsener kaldes atma'er, sjæle, og den højeste atma, herskeren over dem alle, er Paramatma, Oversjælen.

Denne metode til Gudserkendelse er en formidabel videnskab. De materialistiske sankhya-yogi'er, optaget af at analysere og meditere på den materielle skabelses 24 faktorer, har meget lidt viden om purusha'en, Herren. Og de upersonlige transcendentalister, som mediterer på Guds upersonlige eksistens, forvirres blot af brahmajyoti'ens blændende stråleglans. Ønsker man at se den Absolutte Sandhed i Sin helhed, er man nødt til at trænge ind bag de 24 materielle elementer og derefter bevæge sig videre forbi den blændende stråleglans. Sri Isopanishad hjælper os i den retning ved at bede om, at hiranmaya-patra, Herrens strålende tildækning, må blive fjernet. Man vil aldrig blive i stand til at se Guddommens virkelige ansigt og således få faktisk indsigt i den Absolutte Sandhed, medmindre denne tildækning fjernes.

Guddommens Paramatma-aspekt er en af de tre fuldstændige ekspansioner eller vishnu-tattva'er, som under ét kaldes purusha-avatara'erne. En af disse vishnu-tattva'er, som befinder Sig indeni universet, kaldes Kshirodakasayi Vishnu. Han er Vishnu'en blandt de tre hovedguddomme - Brahma, Vishnu og Shiva - og Han er den altgennemtrængende Paramatma eller Oversjæl, som opholder Sig i hjertet på ethvert individuelt levende væsen.

Den anden vishnu-tattva i universet er GarbhodakaSayi- Vishnu, alle levende væseners kollektive Oversjæl. Hinsides disse to findes KaranodakaSayi Vishnu, som befinder Sig i årsagshavet. Han er skaberen af alle universer. Yoga-systemet er rettet mod at lære den seriøse elev gradvist at sætte sig ud over den kosmiske skabelses 24 materielle elementer, og derefter at møde vishnu-tattva'erne. Kultivering af empirisk filosofi kan hjælpe en frem til erkendelse af den upersonlige brahmajyoti, dvs. den blændende udstråling fra Herren Sri Krishnas transcendentale krop. At brahmajyoti'en er Krishnas udstråling, bekræftes i Bhagavad-gita (14.27) såvel som i Brahma-samhita (5.40):

yasya prabha prabhavato jagad-anta-koti- kotishv aSesha-vasudhadi vibhuti-bhinnam tad brahma nishkalam anantam aSesha-bhutam govindam adi-purusham tam aham bhajami

"Indenfor de millioner og atter millioner af universer findes der utallige planeter, som hver er forskellig fra de andre i kraft af deres kosmiske beskaffenhed. Alle disse planeter er situeret i et hjørne af brahmajyoti'en. Denne brahmajyoti er blot stråleglansen fra Guddommens Højeste Personlighed, Govinda, som er Den jeg tilbeder."

Dette mantra fra Brahma-samhita viser os den sande forståelse af den Absolutte Sandhed, og Sruti-mantra'et under behandling her bekræfter, at der i Sri ISopanishad er tale om en vej til erkendelse. Isopanishad-mantra'et er en enkel bøn til Herren om at fjerne brahmajyoti'en, så man kan se Hans virkelige ansigt. Denne brahmajyoti-udstråling beskrives detaljeret i adskillige mantra'er i Mundaka Upanishad (2.2.10-12):

hiranmaye pare koSe/ virajam brahma nishkalam tac chubhram jyotisham jyotis/ tad yad atma-vido viduh

na tatra suryo bhati na candra-tarakam nema vidyuto bhanti kuto 'yam agnih tam eva bhantam anu bhati sarvam tasya bhasa sarvam idam vibhati

brahmaivedam amritam purastad brahma paScad brahma dakshinataS cottarena adhaS cordhvam ca prasritam brahmai- vedam viSvam idam varishtham

"På det åndelige plan hinsides den tildækning der udgøres af materien, findes den ubegrænsede Brahman-stråleglans fri for al materiel besmittelse. Transcendentalister opfatter dette strålende hvide lys som lyset over alle lys. På dette plan er det ikke nødvendigt med solen, månen, ild eller elektricitet til oplysning. Sandheden er at alt lys i den materielle verden blot er en reflektion af denne højeste stråleglans. Denne Brahman er foran og bagved, i nord, syd, øst og vest samt ovenover og nedenunder. Med andre ord, denne højeste Brahman-udstråling er spredt overalt i både de materielle og åndelige verdener."

Fuldkommen kundskab indebærer forståelsen af, at Krishna er roden til denne Brahman-stråleglans. Denne viden kan indhentes fra skrifter som Srimad-Bhagavatam, der til fulde gennemgår videnskaben om Krishna. Forfatteren af Srimad-Bhagavatam, Srila Vyasadeva, har slået fast, at den Højeste Sandhed vil blive beskrevet, i overenstemmelse med de forskellige opfattelser der foreligger, som henholdsvis Brahman, Paramatma eller Bhagavan.

Srila Vyasadeva har aldrig erklæret, at den Højeste Sandhed er en jiva, dvs. et almindeligt levende væsen. Man bør aldrig betragte det levende væsen som den almægtige Højeste Sandhed. Hvis jiva'en i sandhed var den Højeste, ville det ikke være nødvendigt for ham at bede Herren om at fjerne den blændende til dækning, så Hans sande ansigt kunne ses.

Konklusionen er, at uden viden om den Højeste Sandheds mangfoldige energier kan man højst nå frem til erkendelsen af den upersonlige Brahman. Ligeledes kan man gennem forståelsen af Herrens materielle energier men uden nogen eller ringe information om om de åndelige energier, opnå Paramatma-erkendelse, Både Brahman- og Paramatma-erkendelse er således kun delvise forståelser af den Absolutte Sandhed. Når man imidlertid erfarer Guddommens Højeste Personlighed, Sri Krishna, i Hans fulde pragt, når hiranmaya-patra er fjernet, da forstår man, vasudevam sarvam iti: Herren Sri Krishna, der kaldes Vasudeva, er alt som er - Brahman, Paramatma og Bhagavan. Han er Bhagavan, roden, og Brahman og Paramatma udgør Hans grene.

I Bhagavad-gIta (6.46-47) er der en sammenlignende analyse af de tre slags transcendentalister - de som forherliger den upersonlige Brahman, (jnani'erne); de som dyrker Paramatma-aspektet, (yogi'erne); og Herren Sri Krishnas hengivne, (bhakta'erne) Der siges det, at jnani'erne - de, som har kultiveret vedisk viden - er bedre end karmi'erne, dvs. de frugtstræbende arbejdere, at yogi'erne er bedre end jnani'erne, og at de bedste blandt alle yogi'er er dem, som konstant tjener Herren med al deres kraft. Kort sagt er en filosof bedre end en arbejder, en mystiker står over en filosof, og blandt alle de mystiske yogi 'er er den højeste den, der udøver bhakti-yoga ved konstant at engagere sig i Herrens tjeneste. Sri Isopanishad leder os til denne fuldkommenhed.