Indledning Påkaldelse Mantra 1 Mantra 2 Mantra 3 Mantra 4 Mantra 5 Mantra 6 Mantra 7 Mantra 8 Mantra 9 Mantra 10 Mantra 11 Mantra 12 Mantra 13 Mantra 14 Mantra 15 Mantra 16 Mantra 17 Mantra 18

MANTRA TOLV

andham tama pravishanti ye 'sambhutim upasate tato bhuya iva te tamo ya u sambhutyam rata

OVERSÆTTTELSE

De, der tilbeder halvguder, træder ind i uvidenhedens mørkeste områder; dette gælder endnu mere for dem, der tilbeder det upersonlige Absolutte.

KOMMENTAR

Sanskritordet asambhuti henviser til dem, der ikke har nogen uafhængig eksistens. Sambhuti henviser til den Absolutte Guddommens Personlighed, der er helt uafhængig af alting. I Bhagavad-gIta (10.2) siger Guddommens Personlighed, Sri Krishna: na me vidu sura-gana prabhavam na maharshaya aham adir hi devanam maharshinam ca sarvata "Hverken skarerne af halvguder eller de store vismænd kender til Min oprindelse eller Mine overdådigheder, for Jeg er i alle henseender kilden til halvguderne og vismændene."

Krishna er således oprindelsen til de kræfter, der er blevet overdraget til halvguder, store vismænd og mystikere. Selv om de er udstyrede med mægtige kræfter, er disse kræfter begrænsede, og det er derfor selv for dem meget vanskeligt at forstå, hvordan Krishna gennem Sin egen indre energi åbenbarer Sig Selv som et menneske.

Mange filosoffer og store rishi'er (mystikere) har forsøgt at skelne det Absolutte fra det relative ved hjælp af deres begrænsede hjernekapacitet. Sådan spekulation kan allerhøjst føre dem frem til en negativ forståelse af det Absolutte uden antydning af det Absoluttes positive aspekt. En definition af det Absolutte, som er baseret på negation, er ufuldkommen.

Sådanne negative definitioner leder, da de kun definerer hvad det Absolutte ikke er, blot til at man danner sin egen opfattelse af hvad det Absolutte så er. Således forestiller man sig, det Absolutte må være formløst og uden egenskaber. Disse negative egenskaber er blot det omvendte af relative, materielle egenskaber, og derfor er de også relative. Ved at anskue det Absolutte på denne måde kan man højst nå frem til Guds upersonlige stråleglans, kaldet Brahman.

Igennem denne proces kan man ikke gøre yderligere fremskridt henimod Bhagavan, Guddommens Personlighed.

Sådanne intellektuelle spekulanter ved ikke, at Krishna er Guddommens Absolutte Personlighed, og at den upersonlige Brahman blot er den blændende udstråling, der udgår fra Hans transcendentale krop, eller at Paramatma (Oversjælen) er Hans altgennemtrængende, fuldstændige repræsentation. De ved heller ikke, at Krishna har Sin evige form af lyksalighed og kundskab, som er komplet udstyret med alle transcendentale egenskaber. De beroende halvguder og store vismænd betragter Ham med deres mangelfulde syn som en kraftfuld halvgud, og de anser Brahman-udstrålingen for at være den Absolutte Sandhed.

Krishnas hengivne kan imidlertid i kraft af deres overgivelse til Ham og deres udelte hengivenhed få indsigt i, at Han er den Absolutte Person, og at alting udstrømmer fra Ham. Sådanne hengivne engagerer sig i uophørlig kærlighedsfuld tjeneste til Krishna, altings oprindelse.

I Bhagavad-gIta (7.20, 23) siges det, at kun uintelligente, forvirrede personer, der drives af stærke begær efter sansetilfredsstillelse, tilbeder halvguderne i forsøg på at opnå en midlertidig lindring af deres problemer. Eftersom det levende væsen er indviklet i den materielle energi, er han for at opnå en vedvarende lindring af sine lidelser nødt til at blive frigjort fuldstændigt fra sin binding til materien.

Det er kun på det åndelige plan at livet er evigt fuld af lyksalighed og viden. Sri Isopanishad oplyser os derfor om det meningsløse i at søge midlertidig lindring fra vore problemer ved at tilbede halvguder, som under alle omstændigheder er afhængige af Guddommens Højeste Personlighed, og som derfor kun kan skænke os midlertidige fordele. Vi bør i stedet tilbede Guddommens Absolutte Personlighed, Krishna, som er alttiltrækkende, og som kan føre os tilbage til vort hjem, tilbage til Guddommen, og således en gang for alle skænke os frihed fra materiel trældom.

Det siges i Bhagavad-gIta (7.23), at de, der tilbeder halvguderne, får mulighed for at komme til halvgudernes planeter. De, der tilbeder månen, kan komme til månen, solens tilbedere kommer til solen osv. Moderne videnskabsmænd vover sig nu ud på Mars-ekspeditioner med rumskibe, men dette er slet ikke noget nyt. Med deres højt udviklede bevidsthed har mennesker en naturlig tilbøjelighed til at ville rejse i det ydre rum i forsøg på at nå andre planeter, enten ved hjælp af rumskibe, gennem mystiske kræfter eller tilbedelse af halvguder.

I de vediske skrifter siges det, at man kan nå andre planeter ved hjælp af en af disse tre fremgangsmåder, men den mest almindelige måde er at tilbede den halvgud, der hersker over en særlig planet. Således kan man komme til måneplaneten, solplaneten og selv Brahmaloka, dette univers' højeste planet. Alle planeterne i det materielle univers er dog midlertidige boliger. Ingen kan leve på disse planeter for evigt. De eneste permanente planeter er Vaikunthaloka'erne, dvs de åndelige planeter i den åndelige verden, hvor Guddommens Personlighed Selv hersker. Som Herren Krishna siger i Bhagavad-gIta (8.16):

a-brahma-bhuvanal loka/ punar avartino 'rjuna mam upetya tu kaunteya/ punar janma na vidyate

"Fra den højeste planet i den materielle verden ned til den laveste er de alle steder fulde af elendighed, hvor gentagen fødsel og død finder sted. Men den, der opnår Min bolig, o KuntIs søn, bliver aldrig født igen."

I Sri Isopanishad påpeges det, at den, der tilbeder halvguderne og når frem til deres materielle planeter, forbliver i universets mørkeste regioner. Hele universet er dækket af de gigantiske materielle elementer. Det er som en kokosnød, der, halvt fuld af vand, er dækket af en skal. Eftersom tildækningen er lufttæt, er der helt mørkt indeni, og det er derfor nødvendigt med solen og månen til at lyse op.

Uden for universet findes den umådelige og ubegrænsede brahmajyoti-ekspansion, der er fuld af Vaikuntha-loka'er. Den højeste og mest suveræne planet i brahmajyoti'en er Krishnaloka, Goloka Vrindavana, hvor Guddommens Højeste Personlighed, Sri Krishna Selv, bor. Herren Sri Krishna forlader aldrig Krishnaloka. På trods af at Han opholder Sig der sammen med Sine evige omgangsfæller, er Han ikke desto mindre allestedsnærværende i både de materielle og åndelige kosmiske manifestationer. Denne kendsgerning er allerede blevet forklaret i Mantra Fire. Herren er tilstede overalt ligesom som solen, og alligevel befinder Han Sig på et sted ligesom solen, der bevæger sig i sin egen ufravigelige bane.

Livets problemer kan ikke løses ved blot at rejse til månen eller en hvilken som helst anden planet. Sri Isopanishad råder os derfor til ikke at ulejlige os med at stræbe efter et mål i dette mørke materielle univers, men til at forsøge at slippe ud af det og nå Guds strålende rige.

Der er mange pseudo-tilbedere, der kun bliver religiøse for at blive berømte. Sådanne pseudo-religiøse har intet ønske om at slippe ud af dette univers for at nå den åndelige sfære. De til beder blot Herren med et ønske om at opretholde status quo i den materielle verden. Sådanne tåbelige pseudo-religiøse bliver ofte lette ofre for ateister og upersonalister, som igennem ateistisk propaganda leder dem til de mørkeste områder af uvidenhed. Ateisterne fornægter direkte Guddommens Højeste Personligheds eksistens, og upersonalisterne støtter ateisterne ved at fremhæve den Højeste Herres upersonlige aspekt.

Indtil videre er vi i Sri Isopanishad ikke stødt på et eneste mantra, der taler imod Guddommens Højeste Personlighed. Det siges, Han kan løbe hurtigere end nogen anden. De, der løber efter andre planeter, er helt indlysende personer, så hvis Herren kan løbe hurtigere end alle dem, hvordan kan Han da være upersonlig? Den upersonlige opfattelse af den Højeste Herre er således en anden form for uvidenhed, der udspringer fra en ufuldstændig forståelse af den Absolutte Sandhed.

Uvidende pseudo-religiøse samt de, der fabrikerer såkaldte inkarnationer i direkte opposition til de vediske forskrifter, er, eftersom de vildleder deres tilhængere, hjemfaldne til at blive overført til universets mørkeste regioner. Overfor tåbelige personer, der intet kendskab har til vedisk visdom, fremstiller disse upersonalister sig normalt som inkarnationer af Gud. Kundskab i hænderne på sådanne tåber er endnu farligere end uvidenhed. Sådanne upersonalister tilbeder ikke engang halvguderne ifølge skrifternes anbefalinger.

I skrifterne anbefales det under visse omstændigheder at tilbede halvguderne, men samtidigt fremhæver disse skrifter, at det normalt er unødvendigt. I Bhagavad-gIta (7.23) siges det tydeligt, at de resultater, man opnår ved at tilbede halvguderne, ikke er vedvarende. Eftersom hele det materielle univers er midlertidigt, er alt, hvad man opnår inden for den materielle tilværelses mørke, også midlertidigt. Spørgsmålet er, hvordan man opnår virkeligt, evigt liv.

Herren siger, at Han kun kan nås gennem hengiven tjeneste, og at så snart man gennem hengiven tjeneste har nået Ham, bliver man fuldstændig fri for lænkerne til fødsel og død. Med andre ord, vejen ud af materiel trældom er fuldstændig afhængig af kundskab og utilknytning, hvilket man opnår automatisk ved at tjene Herren. De pseudo-religiøse besidder hverken kundskab, og er heller ikke uden tilknytning til materien.

De fleste af dem ønsker tværtimod, i skyggen af filantropiske aktiviteter eller forklædt som religiøse principper, at forgylde deres lænker til den materielle trældom. Ved at gøre et stort nummer ud af deres religiøse følelser får de det til at fremstå som hengiven tjeneste, imens de samtidigt svælger i alle mulige umoralske handlinger. På denne måde går de blandt uvidende for at være store åndelige mestre og gudshengivne.

Sådanne overtrædere af religiøse principper har ingen respekt for de ægte acarya'er, de hellige lærere i den autoriserede discipelrække. De tilsidesætter den vediske forskrift, acaryopasana - "man skal forherlige acarya'en" - og Krishnas erklæring i Bhagavad-gIta (4.2), evam parampara-praptam:

"Denne højeste videnskab om Gud skal modtages gennem discipelrækken."

I stedet fremstiller de sig selv som såkaldte acarya'er. Således vildleder de almindelige mennesker ved ikke at følge de ægte acarya'ers principper. Disse slyngler er de værste elementer i samfundet. Da der ingen religiøs regering er, kan de undgå straf efter landets love, men de kan imidlertid ikke undslippe Guds lov. I Bhagavad-gita har Han tydeligt erklæret, at hadefulde dæmoner i skikkelse af religiøse propagandamagere smides ned i helvedes mørkeste regioner (Bg. 16.19-20). Sri Isopanishad bekræfter, at disse pseudo-religiøse, efter at deres lukrative forretninger som såkaldte åndelige mestre og religiøse ledere er kommet til en ende, havner på de mest afskyelige steder i universet.