
Shri-Shri Radha-Krishna
Nogle almindelige spørgsmål:
Q: Hvor mange medlemmer har I her i Danmark?
A: Ca. 50 fuldtidsmedlemmer og nogle hundrede registrerede deltidsmedlemmer. Hvor mange der reelt tror på Krishna her i landet har vi p. t. ikke noget præcist tal på.
Q: Hvor mange medlemmer er der ca. på verdensplan?
A: Ca. 10.000 i templerne og mange hudrede tusinde passive medlemmer.
Q: Hvor gammel er bevægelsen?
A: Vi har været i Danmark siden slutningen af 70:erne. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada grundlagde samfundet (ISKCON - The International Society for Krishna Consciousness) i USA i 1966. Historisk kan man dog spore filosofien mindst 5000 år tilbage i tiden. Se også historie.
Q: Hvorfor er I vegetarer?
A: Vi er ikke vegetarer i gængs forstand, snarere ønsker vi ikke at spise noget der ikke først er blevet tilbudt Herren, eller velsignet af Ham. Krishna beder os om ikke at tilbyde Ham kød, fisk eller æg. Således er al mad en Krishna-tilhænger spiser automatisk vegetarisk. Udover det, påbyder de vediske mantras: ma himsyat sarva bhutani "Brug aldrig vold mod noget levende væsen". Derfor spiser vi den mad der indebærer mindst mulig vold overfor andre væsener. Men vi mener afgjort det er bedre at være vegetar en kødspisere, selv om man ikke velsigner sin mad. Læs om fordele ved at være vegetar her.
Q: Hvorfor er I kronragede?
A: Det er for det første renligt. For det andet er det et traditionelt tegn på forsagelse. Kvinder er normalt ikke kronragede.
Q: Hvad betyder mændenes dusk i nakken?
A: Den beskytter ét af kroppens chakraer. Desuden adskiller den os fra Buddhister og upersonalister og viser at vi tilbeder Gud i Hans personlige form.
Q: Hvad betyder det gule mærke i panden?
A: Det er en dekoration (eller "tilak") som viser at kroppen er Guds tempel. Desuden viser det andre hvilken tradition vi tilhører.
Q: Hvorfor har I orange dragter?
A: Orange eller safran er forsagelsens farve. Det viser at man lever i cølibat. Farven symboliserer ild, d. v. s. at man forsager materialismens ild og besidder åndelig kraft eller ild. Bemærk at det kun er munkene der klæder sig i safran. Gifte mænd har som regel hvide dragter. Kvinderne bærer sari. Grunden til at vi overhovedet iklæder os i indisk tøj, er dels fordi vi respekterer traditionen, dels fordi moderne tøj som regel ikke er designet til at fremhæve åndelighed. Den traditionelle Krishna-dragt minder os selv og andre om vort åndelige mål.
Q: Hvordan ser I på andre religioner og trosretninger?
A: Al ægte religion taler om den samme Gud. Vi anerkender og respekterer enhver religion som ikke er forfalsket af menneskelig spekulation. Vi mener dog at den mest detaljerede og udtømmende viden om Guds personlighed, natur og aktiviteter findes i den vediske litteratur fra Indien.
Q: Er I Hinduer?
A: Nej, ordet "Hindu" findes ikke i de vediske tekster. Hinduisme er en fællesbetegnelse for en mængde til tider meget forskellige traditioner i Indien. Bhakti og Krishna-hengivelse eksisterede langt før ordet "hindu" blev opfundet. Og dog kan vi ikke fornægte at Bhakti-traditionen i de flestes øjne hører under "Hinduisme". Men som sagt, ordet "hindu" kommer ikke fra den vediske tradition selv. Læs i den forbindelse denne tekst om "Hinduisme" af Hridayananda Goswami
Q: Udspringer I fra buddhismen?
A: Nej, slet ikke. Faktum er at den moderne buddhisme filosofisk set ligger diametralt modsat Krishnabevidsthed. Hvor Buddhismen lægger vægt ved tomhedsprincippet, ser vi Gud som virkelig og den Højeste Person, samt den evige sjæl som en individuel del af Guds væsen. Desuden er Bhakti-traditionen væsentlig ældre end buddhismen. Buddha forudsiges dog som en avatar i Vaishnavernes hovedlitteratur, Srimad Bhagvatam.
Q: Jeg har hørt, at I reciterer Hare Krishna mantraet mange gange om dagen. Hvor mange og hvorfor?
A: Indviede hengivne reciterer Hare Krishna mantraet minimum 16 omgange på en perlekæde bestående af 108 perler. Det giver i alt 1728 mantras om dagen. Det tager ca. et par timer. Dette mantra har en rensende kraft på bevidstheden. Jo mere vi fremsiger det, jo renere og mere lyksalig bliver bevidstheden. I sidste ende har denne lyd kraft til at give os ren Gudskærlighed, eller prema. Vi anbefaler alle at meditere på/recitere Hare Krishna mantra så meget som muligt. Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare / Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.
Q: Hvordan ser en almindelig dag ud for en Krishnahengiven i et tempel?
A: Vi står tidlig op, omkring kl. 4 om morgenen. Timerne før solopgang er specielt gunstige for åndelige aktiviteter. Kl. 4.30 har vi en morgenceremoni i templet kaldt "mangala arati". Det vil sige at vi synger nogle specielle mantras, samt Hare Krishna Mantraet ved alteret. Dette efterfølges af individuel meditation på Hare Krishna mantra mellem ca kl. 5 og kl. 7. Efter yderlige et par hengivne sange holder vi filosofisk undervisning og diskussion fra Bhagavat Purana (Srimad Bhagavatam) mellem ca. 7.30 og 8.30. Derefter frokost. Vi spiser kun vegetarisk indviet mad (Krishna prasad). Desuden bærer maden som regel traditionel indisk præg.
Resten af dagen varierer meget afhængig af de forskellige hengivnes respektive tjenester. Fælles er dog at vi tilstræber at uføre alle handlinger som tjeneste til Krishna. Det kan f eks være at tilbede Guddommene på alteret, at lave mad for Krishna, at fortælle andre om Krishnabevidsthed eller at vedligeholde Krishna's tempel på forskellige måder. Alt som udføres for at glæde Den Højeste Herre er Bhaktiyoga eller hengiven tjeneste.
Om aftenen kl. 19.00 samles vi igen i templet for at synge, danse og læse Bhagavad Gita. Efter lidt aftensmad og en kop varm mælk (sundt både for søvnen og intelligensen) går vi i seng omkring kl. 21.00.
Q: Går jeres børn i almindelig skole?
A: Nogen gør. En del børn går i Krishnabevægelsens egne skoler rundt omkring i verden. Vi har dog ingen Krishna-skole endnu i Danmark. Det er op til de enkelte forældre og børn hvilken undervisningsform de vælger.
Q: Hvordan opdrager I ellers jeres børn?
A: Som alle andre; det vil sige med sund fornuft, kærlighed og efter vor egen overbevisning. Om de ønsker at følge Krishna-filosofien senere i livet er dog deres eget valg. Vi accepterer og elsker dem selv om de vælger noget andet.
Q: Hvad kræves for at blive indviet af en mester?
A: At man reciterer Hare Krishna mantraet 16 omgange om dagen på perlekæden, samt at man overholder de fire regulative principper: Ingen kødspisning (inklusive fisk og æg), ingen hasardspil, ingen rusmidler samt ingen seksuelle forbindelser udenfor ægteskab. Munkene lever i fuldt cølibat. Desuden påkræves det at man følger morgen- og aftenprogrammet i templet eller i hjemmet. Man kan altså også være indviet Krishna-hengiven og bo udenfor templet. Der er forskellige åndelige mestre i vores bevægelse som indvier disciple, og man vælger en mester individuelt.
Q. Er jeres navne vediske?
A: Ja. Det er fordi initieringen er en slags "anden fødsel". Det ny navn er et af
Krishna's navne efterfulgt af "das" som betyder tjener (f. eks. "Krishna das",
"Govinda das" eller som mig selv "Yadunandan das"). Hvor det borgerlige navn kun
angiver den pågældende inkarnation, angiver det vediske navn vor evige identitet
som Guds tjener. Vi bruger dog stadig vores borgerlige navne hvor det er
nødvendigt, som til officielle underskrifter etc.
Q: Hvor er ISKCON mest udbredt i verden?
A: I Indien.
Q. Har I nogen form for bryllupper i ISKCON? Hvis ja, hvordan foregår et bryllup?
A: Ja vi har bryllupper. De forgår også ved et ild-offer, hvor bruden og gommen er
smukt dekorerede og påklædt. Man udtaler nogenlunde de samme løfter som i kristne
bryllupper. Desuden bytter parterne blomsterkranse, hvilket er det symbolske tegn
på at man er gift, udover præstens erklæring.
Q. Er det nogle specielle typer mennesker, som vælger at tro på Krishna? I så
fald, hvilke?
A: Det er ikke vor erfaring at der er nogen speciel type der vælger at følge
Krishnabevidsthed. Vi har medlemmer fra alle samfundslag og fag.
Har du andre spørgsmål (som du måske mener burde være inkluderet her), så skriv venligst til os på vores Email.
Hare Krishna Hare Krishna Krishna Krishna Hare Hare
Hare Rama Hare Rama Rama Rama Hare Hare